Posted
03/10/22
Written by
Vi siger det bare, når og hvor det passer os. Måske fordi vi som ældre vil korrigere de unge. Måske fordi vi som chefer føler, at det drejer sig om at påpege medarbejdernes fejl. Måske fordi vi tror, at det er sådan, man skal undervise. Måske fordi vi som forældre bare har nemmest ved at skælde ud.
Men lad os vende tingene om. Hvordan har man det selv, når man modtager hård kritik? Luk øjnene og tænk et øjeblik over, hvordan du har det, når dit arbejde korrigeres, kasseres, og når dine anstrengelser ikke modtages som planlagt? Jeg gætter på, at du lige som mig er vred, frustreret, ked af det og måske endda en lille smule ødelagt.
Sagens kerne er, at kritik altid er smertefuld – både når den er velment, og når den kommer fra mennesker, der ikke vil os noget godt. Kritik rammer altid, som en modvind.
Så skal man vel bare undgå den, kritikken? Det tror jeg ikke. I hvert fald ikke, hvis man er interesseret i at udvikle sig som menneske. Så bliver man nødt til åbne vinduerne og invitere verden ind. Man skal udsætte sig for andres mening, selv når man hellere er fri.
Det er klart, at meninger er forskellige, og at sandheden om en genstand meget ofte er subjektiv. Det, der er nyttigt for nogle, er værdiløst for andre. Sådan er livet.
Men hvis man gerne vil spille med, ja så skal man være lidt modig med sit liv – og tåle de spark, man får bagi. En del af kritikken vil være destruktiv, og den vil komme fra folk, der aldrig selv bevæger sig ud på banen. De nøjes med kritisere dem, der spiller, fra en sikker afstand. Men der vil også være værdifulde råd og måske ligefrem visdom, der kan være drivkraften for udvikling og skubbe en videre i livet. En ubehagelig sandhed, men måske er den nødvendig.
Kritik er kort sagt nødvendig. Så lad os blive bedre til at give den og være mere selektive i forhold til, hvem vi selv lytter til. Den gode kritik er velkommen. Den destruktive skal man ikke lukke ind i sit liv.
Jeg tror, at man med fordel kan kategorisere kritikerne i fire grupper – startende med dem og det, man skal undgå. To er decideret farlige. Den tredje er den almindelige form og der, hvor de fleste af os skal træne for at blive lidt bedre. Den fjerde er den vanskelige idealtilstand.
Kategorierne er defineret på to klare akser: Er kritikken konkret? Og er den fremadrettet?
Angriberen går efter dig som person i stedet for at fokusere på dit arbejde. Tag ikke fejl: Vedkommendes kritik er ikke beregnet til at hjælpe dig på nogen måde, da det i de fleste tilfælde er en afspejling af deres egen grundlæggende mindreværd – deres egne fiaskoer, resultater de ikke nåede, eller mål, de er for bange til at forfølge.
Angriberen kritiserer andre mennesker for at have det godt med sig selv, løfter sig selv op ved at trække andre ned – du er et dårligt menneske, du er overfladisk, du har ikke det, der skal til.
Angriberne siger ting, der får dem selv til at se godt ud. De kritiserer for at styrke egen position.
Det er de mennesker, der rent faktisk tændes af det destruktive, og som måske endda har onde hensigter. De finder en glæde i at forvirre og vildlede, de manipulerer deres omgivelser og kommer gladelig med falske påstande for at vinde forsamlingen eller den offentlige opinion over på deres side.
Findes sådanne mennesker? Ja da, de findes i alle virksomheder, og nogle af dem har endda stor taletid i det offentlige rum, hvor deres destruktive kritik endda kan hyldes på sociale medier og i det politiske liv.
Ødelæggerne kan virke som velmenende mennesker, der ikke gør ondt. Det er først, når du graver lidt dybere, du indser deres hensigt. Deres kritik har følgende formål: De vil ødelægge din udvikling, stjæle dine muligheder og få dig til at opgive dine drømme.
Dommeren er ganske vist fremadrettet, men helt ukonkret. Kritikken er temmelig ubrugelig for modtageren, fordi den er uden egentlig substans. Den er baseret på konklusioner uden mellemregninger – jeg kan ikke lide det, dit arbejde er ikke godt nok, det opfylder ikke mine forventninger, du kan gøre det bedre.
Faktisk er der næsten ikke noget i feedbacken, der kan handles på. Man kan blive ved med at klø sig i hovedet og spilde sin dyrebare tid, men man kommer ingen steder hen.
Hvis den uklare kritiker ikke har lært kritikkens kunst og ikke ved, hvordan han skal bidrage, kan det være nyttigt at bede ham om at uddybe sine kommentarer:
Og så er vi fremme ved den gode kritik, der er kendetegnet ved at pege fremad, være konkret, og som ikke tager værdigheden fra sin modtager.
De gode kritikere er oprigtigt interesseret i at tilføje værdi, selv når værdien er pakket ind som kritik. De har ingen personlig interesse, tror kun på din udvikling. De forstår spillet og vil ikke spare dig for at give den feedback, du har brug for at høre. Deres kritik er substansorienteret, ikke personlig. De bevarer din værdighed, mens de hjælper dig med at afdække fejlene.
Okay, lad os være realistiske: Selv de gode kritikere er ikke altid lige gode til at aflevere et budskab, der passer til modtageren. Ikke alt vil blive serveret på et sølvfad, og modvind kommer nu engang forfra. Her skal træne dig selv i at høre efter indholdet, ikke formen.
Allerførst: Klog kritik er ikke skabt for at forhindre os i at komme videre, men er tværtimod en vej til at nå vores mål hurtigere, hjælpe os med at se de ting, der betyder noget, klart. Den mest naturlige menneskelige reaktion er at undgå kritik. Men uden kritik er der ingen udvikling.
Herefter er der en række grundregler – både for kritikeren og for den person, der vil modtage kritikken.